Om FAKTI

FAKTI er en forening

For kvinder med flygtninge- og indvandrerbaggrund. Her kommer kvinder i alle aldre med mange forskellige baggrunde og historier. Hos FAKTI er både kvinder, som har været i Danmark i mange år og kvinder, der har været kort tid i landet. Alle er velkomne!

FAKTI er et frirum

Et trygt sted at være sammen med andre. Vi arbejder med empowerment gennem et kærligt og kravfrit miljø med ro, anerkendelse og sanselighed, som giver plads til at man kan mærke sine egne behov.

Vi registrerer ikke hvem der kommer hos os eller hvor ofte. I FAKTI må man komme så længe man vil og man må gerne komme tilbage efter en årrække, hvis der skulle opstå et nyt behov. FAKTI er ikke et forløb med en slutdato. Formålet er først og fremmest, at man går glad fra FAKTI og føler at det har været en god og meningsfuld dag.

FAKTI er et aktivitetshus

Vi tilbyder samfundsundervisning, danskundervisning og motionshold med yoga, afspænding og mavedans. Vi serverer måltider to dage om ugen. Der er mulighed for vejledning ved socialrådgiver, sygeplejerske og psykomotorisk terapeut.

Vi har også en terapeutisk have hvor der er fælles aktiviteter og mulighed for at dyrke blomster og urter og blive bekendt med dansk natur, ligesom man kan se frø og planter fra sit hjemland trives i dansk jord, side om side med frø og planter fra andre lande.

Der kommer 50-70 kvinder dagligt i FAKTI-huset. På årsbasis bliver det til ca. 10.000 besøg.